Vådrumsgips – Gipsen du skal bruge til din boligs vådrum
Hvis du skal sætte nye vægge op i dit vådrum, hvilket typisk er badeværelset, køkkenet eller bryggerset, skal du være opmærksom på, at der er strenge krav til både konstruktion, overflade og materialer i væggen. Jo vådere der er i det pågældende område, jo strengere er kravene.
Der er forskellige krav til materialerne, som væggen er lavet af, afhængigt af hvor vådt der er i det pågældende område. For overblikkets skyld kan du dele badeværelset op i to zoner: Vådzonen – der hvor der er rigtig vådt, typisk i brusekabinen – og fugtzonen, hvor der blot er fugtigt på grund af damp og stænk.
I nogle boliger er væggene bygget i vandtæt materiale. En betonvæg er eksempelvis vandtæt, hvis den er mere end 6 centimer tyk, armeret og styrkeklassen er på 20. Væggen skal desuden behandles, så den får en vandafvisende overflade. Det kan du gøre med et flisesystem eller en malerbehandling.
Er væggene i din bolig derimod lavet i letbeton eller som skeletvæg med pladebeklædning, er du nødt til at få beklædt din væg med et vandtæt materiale. Her kan du for eksempel vælge kalciumsilikatplader eller vådrumsgips.
Vådrumsgips kan du montere og lave en let væg ud af oven på en konstruktion. Det vil sige, at du har et skelet af enten stål eller træ, hvor du påmonterer vådrumsgipspladerne.