Bestil julegaver senest d. 19. december kl. 19.00 for levering inden jul – Gælder kun lagervarer.

Købsguide til garageporte: Hvad skal du vælge?

En god garageport er en, du kun tænker på, når du åbner og lukker den. Der er dog mange husejere derude, der får et lille sug af dårlig samvittighed i maven, når synet dagligt møder den faldefærdige garageport.

For den binder, den er halvrådden og låsen lever sit eget liv efterhånden. Det er vist på høje tid at skifte skidtet ud, så den ikke skal hænge som en tordensky over dine solskinsdage.

Garageporten er ofte med til at tegne billedet af dit hus udadtil, og det er værd at overveje, om din pilrådne port skal skiftes ud. En ny kan fås for et par tusinde.

Hvilke typer garageporte findes der?



Der er sandsynligvis langt flere typer af garageporte, end du lige havde regnet med, og typen er jo ret beset heller ikke så væsentlig, når garagen er åben. Eller lukket.

En vippeport er en klassiker, som i mange årtier var standarden i de danske garager. Her består porten af en stor plade, der via et par skinner vippes op - og ind under garagetaget, når den bliver åbnet. Den er relativt billig, den fylder ikke meget, når garagen står åben, og den skal ikke bruge megen plads foran porten for at åbne. Du kan endda bygge en vippeport selv. Til gengæld er den ofte tung og lidt bøvlet at nørkle med, hvis du ikke har motor på den.

En hejseport er nok det nærmeste, vi kommer en moderne standard, og princippet her minder meget om vippeporten. Porten består af en kæde af tværgående felter, der også rulles op under loftet. I de fleste tilfælde er denne type port udstyret med en elmotor og en fjernbetjening, så indehaveren ikke skal stå og åbne garagen manuelt som en anden Fattig-Lars. Løsningen er til at betale, porten skal ikke bruge plads for at åbne, og den er nem at betjene - især med motor. Til gengæld tager den en del af loftshøjden, ligesom porten godt kan virke lidt industriel i udtrykket.

En sidegående garageport er kort sagt en hejseport, der er vendt på siden. Her bliver porten rullet ind langs en af garagens sidevægge, hvilket kan være en fordel, hvis det kniber lidt med loftshøjden. Til gengæld kræver det, at du ikke stabler ragelse i den side, hvor porten kører ind. En sidegående port er typisk også lidt mere bekostelig.

En dobbeltdør-model har én eller to sidehængte døre, og det er garageporte, som vor bedstefar havde dem. Den største variation i disse er om og hvor, du deler porten. Det er en billig løsning, du sagtens selv kan bygge. Til gengæld er betjeningen lidt upraktisk, i hvert fald hvis du ikke har motor på, ligesom porten kræver megen plads for at kunne åbne.

En rulleport minder om en hejseport, men i stedet for at køre porten bagud på skinner, bliver porten rullet op på en rulle over døren. Fordelene ved rulleporten er, at den ikke tager loftshøjde, hvis du har behov for dette. Den fylder dog lidt over døren, hvor den bliver rullet sammen, ligesom den nemt bliver lidt industriel i udseendet.

En port med skydedørsløsning er en mulighed for de, der har god plads i eller ved siden af garagen, for en skydeport er i sagens natur ret stor. En skydedør kan være charmerende i udtrykket, du kan selv bygge den, og den koster ikke meget plads i eller foran garagen.

Det er i øvrigt værd at overveje, om du skulle have en løsning med isolering, hvis du skifter garageporten ud. Det kan du få til de fleste porttyper, uden det ruinerer dig, og det gør, at du får nemmere ved at holde garagen frostfri, hvis du ønsker at efterisolere den engang.

Relaterede produkter

Hvad koster en ny garageport?


Du kan få garageporte i alle prisklasser, og bygger du en dobbeltdør-port i genbrugstræ, kan du slippe afsted med at investere i et par gode hængsler. Hvis du da ikke også har klunset dig til dem. Er du for fummelfingret, travl eller tilbageholdende til at klunse og bygge, kan du købe en færdig vippeport til omkring 3.000 kroner i 2019-priser.

Hejseporte begynder omkring de 4.000 kroner for de billigste modeller, mens de lidt bedre med motor ligger fra 5-6.000 kroner og opad. En rulleport kan fås fra omkring de 7.000 kroner, mens den sidegående er betydeligt dyrere.

En motor til din garageport koster fra 700 kroner og opad, og her kan det virkelig svare sig at læse produktanmeldelser, inden du køber, for det er så absolut ikke alle garageporte, der er lige imponerende i drift.

Her i vores fagre, nye verden kan du også få din garageport på internettet, og det er slet ikke så fjollet, som det lyder. De intelligente løsninger kan nemlig, udover at åbne din garageport via en app på din mobiltelefon, også programmeres i ét væk, ligesom du får en nøjagtig temperaturmåling i garagen. Så får du en notifikation, hvis det bliver så koldt i garagen, at dine øl er i fare for at blive dårlige. Endelig kan porten naturligvis åbne automatisk, når din bil kommer trillende - uden du skal have telefonen frem.

Hvad skal jeg overveje, når jeg monterer den?


Det er et præcisionsarbejde at få ny garageport - i hvert fald hvis du vælger en model, der skal rulles, foldes, trækkes eller skubbes ind i garagen. Her skal du være exceptionelt omhyggelig, når du måler op til din nye port, inden du bestiller den. Især hvis du får lavet en på mål, for det er noget bøvl at skulle rende og tilpasse delene, inden du kan installere dem.

Når du installerer porten, skal du også være ekstremt omhyggelig med at få installeret den efter forskrifterne, for der skal ikke megen slendrian til, før alting kører skævt. Skinnerne skal sidde i lod og vater - og præcis som anvist. Til gengæld følger der som regel meget nøjagtige og udførlige vejledninger med til din garageport, og det er ikke svært arbejde at få den sat godt på plads.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto