Guide: Vælg farver til soveværelset


Farvepsykologi er sjov størrelse, hvor antagelser og hypoteser kan være svære at bevise, mens det samtidigt at svært at afvise, at farver påvirker os.

Der går mange fortællinger om vores forhold til farver. Nogle mener eksempelvis, at gul er energisk, grøn er håbefuld, og pink er romantisk. 

Det er relativt omkostningsfrit at prøve hypoteserne af i soveværelset, hvor det først og fremmest er husets beboere, der har deres daglige gang.

Det kunne være, du skulle forsøge dig med en markant farve i soveværelset og en mere dyb farve for at mærke forskellen. Eller også kan du bare læse videre herunder og blive klogere på, hvordan du vælger farver til soveværelset. 

Hvilke farver egner sig til dit soveværelse?


Hidsige farver hidser os op, mens rolige farver beroliger os. Blå, havet og himlens farve, beroliger os mere end den blodrøde modsætning. Sort og gul, der er naturens advarselsfarver, associeres i dag i lige så høj grad med discount og besparelser, som det gør med livsfare, hvepse og giftige padder. Nogle bliver meget påvirket af farver og indtryk, mens andre knapt ænser dem, og farvernes signaler er foranderlige.

Blå bliver som sagt sat i forbindelse med beroligende egenskaber, så det er en populær farve i soveværelserne. Blå er også en ordnet og kølig farve, der ikke bare skulle gøre det nemmere at falde i søvn - men også gøre søvnen længere og bedre.

Rød er en varm farve, der henleder tankerne på romantik og kærlighed. Det er, hvis man tager farvepsykologien for pålydende, et risikabelt valg til soveværelset, for farven skulle være i stand til at gøre dig både energisk og opstemt, hvis den doseres forkert - eller rigtigt, afhængigt af øjnene, der ser.

Gul, som solen, er måske ikke så overraskende også en varm og energigivende farve. Et gult soveværelse kan gøre det nemmere at vågne om morgenen - men sværere at falde i søvn om aftenen.
Grøn er en optimistisk farve, der smager af natur og rolige omgivelser, og det har da også været et populært valg i mange perioder.

Alle disse holdninger og indstillinger til farver er noget, du bør tage med et gran salt. Du bør først og fremmest lade smag og behag afgøre vægfarven, men der er dog stadig nogle ting, du bør have i mente. 

Mørke farver er roligere end lyse, støvede toner er roligere end skarpe, og dæmpede farver er mere egnende end pangfarver, når det kommer til sovekammeret. Du bør bruge en mat maling i soveværelset, der ikke reflekterer lyset så meget, og du bør sørge for, at din valgte farve passer til rum og møblement.

Relaterede produkter

Sådan vælger du en god farve til soveværelset


Det er som nævnt smag og behag, der bør afgøre dit farvevalg. Der er dog også andre ting, du bør have med i overvejelserne, inden du køber maling.

Er dit soveværelse lille og mørkt, vil en mørk farve forstærke denne opfattelse. Kvadratmeterne forbliver naturligvis de samme, men dit soveværelse kan nemt komme til at virke klaustrofobisk, hvis du rammer forkert med farven.

Vær kritisk, når du lader dig inspirere. Det kan godt være, at et soveværelse i sart lyserød med en fin fingerphilondendron hist og her virker som et godt makkerpar på blogs og sociale medier, men du risikerer at skulle gå til ro i noget, der ligner en kødpølsemad med karse.

Husk at undersøge, hvordan farven ser ud i henholdsvis kunstigt og naturligt lys. Husk også, at en hel væg eller et helt lokale i en markant farve kommer til at virke mørkere, end du måske havde vurderet farveprøven til.

Gode råd til indretning i soveværelset


Maler du soveværelset i en markant farve, er der stor sandsynlighed for, at du nok også skal gøre lidt ved indretningen i det hele taget. I de senere år har indretningstendensen emmet af bæredygtige signaler, og det vil sige genbrug og naturmaterialer. Den tendens er stadig populær, mens den gode, gamle art deco-indretning for alvor er begyndt at røre på sig igen i 2019.

Nye lamper er et oplagt sted at starte, når resten af soveværelse skal matche de nye farver. Rene linjer, enkle og skarpe former og metaller som kobber og messing er populære, når retningen går mod tidens art deco-begejstring, mens det naturlige og bæredygtige trækker i retning af genbrug, industrielle udtryk og blottede pærer.

Gulvtæpper er også en genvej til begge stilarter. Til art deco-soveværelset er tæpper med store kontraster, geometriske former eller motiver, der sender tankerne i retning af 1920'ernes fjer og flamboyance, et oplagt valg. Til det naturomfavnende soveværelse bør du vælge naturmaterialer som uld og bomuld, ligesom farver bør være mere afdæmpede og motiverne begrænset til et simpelt mønster.

Art deco-look:


Art deco har efterhånden 100 år på bagen, men det lader ikke til, at designstrømningen kommer til at dø lige med det samme. Med årtiers mellemrum dukker stilarten nemlig op igen for fuld udblæsning, og i disse år er stilarten tilbage igen. Det er godt nyt, for art deco er en fornøjelse at indrette med. Stilen er på én gang flamboyant og minimalistisk, og den er kendetegnet ved geometri og luksuriøse materialer og udtryk. Du bliver nok heller ikke så hurtigt træt af udtrykket, som du måske gøre med andre modeluner.

Garderobeskabe i konservativ laminat-hvid kan være lidt af et vådt tæppe for gnisten i din nye indretning. Det er heldigvis til at gøre noget ved, uden du behøver at kassere et ellers godt skab. Klæbefolie er en genvej til at give de kedelige overflader nyt liv, og en mørk og varm træsort med tydelige aftegninger er et valg, der vil passe godt til tidens tendenser. Vær indstillet på, at det kræver lidt umage og omhu at få et pænt resultat. 

Heldigvis er der tale om soveværelset, hvor barske blikke og hænder ikke kommer til at dvæle for længe ved møblementet.

 

Naturmaterialer:

Er du ikke færdig med det bæredygtige og naturlige udtryk, kan du overveje at bruge en træstub-skammel som natbord og lade et lammeskind drapere din påklædningsstol. Hvis du altså har sådan én. Et væld af potteplanter er naturligvis også et must, og nogle af disse siges også at være gode for søvnen.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto