Sådan fjerner du tapet effektivt
Er du træt af dit gamle tapet, eller har du måske købt en ældre bolig med tapet, som du gerne vil af med? I så fald er du havnet det rette sted. I dette indlæg kommer vi med en række forskellige tips til, hvordan du kan fjerne tapet, og hvordan du skal gøre det. Selvom det måske virker som en umulig opgave, er det faktisk meget ligetil. Så længe du blot har de rette redskaber, og du ved, hvad du skal gøre.
Hvordan fjerner man tapet?
Du kan fjerne tapet på mange forskellige måder, og det afhænger både af, hvor gammelt det er, og hvad væggen er lavet af. Man kan eksempelvis fjerne tapet med skyllemiddel, en tapetafdamper og tapetopløser. Hvis du ”blot” skal fjerne tapet fra en almindelig væg, rækker de fleste typisk ud efter en tapetridser og tapetopløser. Læs her hvordan du skal bruge en tapetridser. Dog kan du også bruge noget så almindeligt som skyllemiddel til at fjerne nyere tapet.
Skal du derimod fjerne tapet fra en gammel væg, skal du måske også have fat i afdækningsplast, en tapetstripper og en bred spartel.
Gipsvægge kræver også en helt anden form for teknik, da du risikerer at beskadige gipsvæggen, hvis du benytter de almindelige metoder. Derfor tyer nogle til tapetrenseren, men den metode har i mange år haft ry for at være tidskrævende og langsommelig. Ikke desto mindre er det en yderst miljøvenlig løsning. Som du kan læse, er der altså flere metoder til at fjerne tapet, og vi vil gennemgå dem alle én for én. Først kigger vi dog nærmere på, hvad du skal bruge til at fjerne tapet med.
Dét skal du bruge til at fjerne tapet
Værktøj og materialer afhænger af, hvor meget tapet du skal fjerne, hvor gammelt det er, og naturligvis hvad væggen er lavet af. Dog går flere værktøjer igen, og du kan finde en liste over de mest nødvendige værktøjer og materialer nedenfor:
- Tapetridser
- Tapetstripper
- Afdækningsplast
Relaterede produkter
Sådan fjerner du gammelt tapet – skridt for skridt
Hvis du skal fjerne gammelt tapet fra en almindelig væg, kan det godt betale sig at tage de skrappe midler i brug. Du må for guds skyld ikke benytte denne vejledning til at fjerne tapet på en gipsvæg. Læs da hellere næste afsnit, som omhandler det emne.
- Begynd med at ridse det gamle tapet med en tapetridser. Det gør, at tapetopløseren nemmere kan trænge ind i tapetet. Derefter påfører du tapetopløser med en malerrulle. Du ruller ganske enkelt tapetopløser på væggen – og brug sikkerhedsbriller, da det kan sprøjte. Tapetopløseren skal have lov til at sidde et stykke tid og trænge ordentligt ind, men følg vejledningen, som er angivet på flasken. Det varierer nemlig meget fra tapetopløsning til tapetopløsning. Du kan dog også læse mere om, hvad tapetopløser, og hvordan du kan bruge det her.
- Når tapetopløseren er fordelt, dækker du væggen med afdækningsplast. Eftersom væggen er smurt ind i tapetopløser, klistrer plastikken fast til væggen. Afdækningsplastet forhindrer, at tapetopløseren fordamper, så den virker mere effektivt. Lige så snart tapetopløseren har udrettet sit job, fjerner du plastikken og begynder at rykke tapetet ned. Hvis der er steder, hvor tapetet ikke slipper helt, tager du tapetstripperen i brug. Tapetstripperen er en lille, skarp kniv, som kan hjælpe med at løsne det genstridige tapet.
- Til sidst kører du spartlen eller tapetskraberen over væggen nogle gange, så du er sikker på, at alle tapetrester bliver fjernet, og dernæst støvsuger eller fejer du væggen for at gøre den fri for løse korn.
Fjern nyere tapet med skyllemiddel
Tro det eller ej! Du kan faktisk fjerne nyere tapet med skyllemiddel. Du følger i grove træk vejledningen ovenfor, men erstatter tapetopløser med skyllemiddel. Blandingsforholdet er meget simpelt: Bland skyllemiddel og vand i forholdet 1:4. Derefter hælder du blandingen i en sprayflaske, og du er klar til at fjerne tapet. Du sprayer opløsningen på tapetet og fordeler væsken med en ren klud.
Lad opløsningen trænge ind i tapetet i et par minutter. Langsomt vil dele af tapetet begynde at løsne sig, og du kan forhåbentlig trække det af i baner. Du skal dog også have fat i spartlen eller tapetskraberen til sidst for at sikre dig, at alle tapetrester er væk. Ligesom i vejledningen ovenfor slutter du af med at feje eller støvsuge væggen.
Fjern tapet fra gipsvæg
Har du gipsvægge med tapet, er situationen straks en anden. Her er du nødt til at se bort fra ovennævnte metoder og i stedet følge vores næste råd. Du kan nemlig ikke få tapet af gipsvægge, uden at det beskadiger væggen under tapetet. I stedet er du nødt til at:
- sætte nyt tapet oven på det gamle eller
- sætte en gipsplade på og derefter tapetsere på ny.
Bliv klogere på, hvordan du tapetserer på en gipsvæg og andre overflader her.
En miljøvenlig løsning – damp tapetet væk
Som tidligere beskrevet har tapetafdamperen et blakket ry. Ikke fordi den gør skade, men derimod fordi den forlænger en i forvejen kedelig proces. Tapetafdamperen er mere tidskrævende og besværlig, da du kun kan dampe et mindre område ad gangen. Kort sagt har du mange vægge, hvor der skal fjernes tapet, kommer det til at tage tid med en tapetafdamper.
Til gengæld er tapetafdamperen en mild og ikke mindst miljøvenlig løsning, og derfor tiltaler den mange. Hverken du eller miljøet risikerer nemlig at tage skade af damperen, og dermed står den i skarp kontrast til tapetopløser og skyllemiddel. Tapetafdamperen bruger kun vand, som skal fyldes i beholderen. Derefter sætter du blot stikket i kontakten – og vupti, så er den klar til brug. Den fungerer ved, at du holder damppladen op mod væggen, så dampen kan løsne tapet og tapetklister.