Sådan får du kulør på haven med klematis


Slyngplanten Klematis er en af de planter, der år efter år render med opmærksomheden i haven, når det hele står i flor. Planten, der ofte har smukke blomster i stærke farver, kan være en fantastisk måde at puste liv i ellers kedelige områder af haven - som eksempelvis væggene på skure og garager. Om så det er hegn, espalier, pergola, husmur eller havens træer, der får fornøjelsen af blomstens selskab, så får det en plads i rampelyset, når klematissen blomstrer.

Hvilke sorter findes der?


Der findes mange sorter af klematis. Rigtig mange. Du skal derfor tænke dig godt om, inden du vælger klematis. Det er ikke nødvendigvis nok at forelske sig i blomsten på billedet eller blomstringstidspunktet, for nogle kræver sol, andre kræver skygge, mens en tredje klematis trives bedst med en mellemting.

Der findes endda enkelte sorter af stedsegrøn klematis, som nærmest kun kan overleve i orangerier og udestuer.

Du skal - med andre ord - først finde ud af, hvor du vil have din klematis. Sol eller skygge, jord eller krukke, træer eller espalier som støtte. Så kan du derfra finde ud af, hvilken farve og form blomsterne skal have.

Hvordan planter jeg klematis?


Når du har udvalgt dig et godt sted til din klematis, gælder det sådan set ”bare” om at få gang i de grønne fingre og gøre følgende:
  • Grav et hul med cirka 45 centimeter på hver led og i dybden
  • Løsn jorden i siden og bunden med en greb
  • Fyld hullet med vand, og vent til vandet er trukket ud i jorden
  • Anbring klematissen forsigtigt i hullet, så der et sted mellem fem og ti centimeter fra rodhalsen til overfladen. Og det er vigtigt at være forsigtig, når du tager din klematis op af potten, da blomsten har en temmelig sart rodhals
  • Dæk hullet til, vand igen og træd jorden omkring planten fast med et par solide fodaftryk
  • Sørg for at vande efter behov. Klematis skal have en del vand i starten, og det er bedre med færre, men større vandinger, så vandet trænger ordentligt ned i jorden. 1-2 gange om ugen burde række, med mindre planterne står op ad en mur. Så skal de have lidt oftere. Vigtigst er det, at den aldrig tørrer ud
  • Hjælp din klematis på vej med vandrette ting at gribe fast i. Planten griber fast med sine bladstilke, så den klatrer ikke helt så godt som andre slyngplanter med klatrerødder – som eksempelvis efeu.
  • Derfor rækker lodrette skeletter sjældent
  • En klematis vil gerne have sine rødder i skygge, så en form for dække er en god idé. Enten i form planter, sten, flis eller allerhelst et levende bunddække

Hvis du planter din klematis op ad en husmur, bør du sørge for, at planten ikke kommer i for meget læ af taget. Du kan sagtens have roden plantet lidt ude i vejret, mens selve planten kravler på muren. I de første par år, efter du har plantet dine klematis, kan du med fordel give dem lidt gødning i april, tidlig juni og sidst i juli. Efter dette burde din klematis være selvkørende, men du kan med fordel smide lidt kompost på jorden i det spæde forår.

Relaterede produkter

Hvad skal min klematis kravle op ad?


Det er en smagssag, om du er mest til det ene eller andet, når det gælder skelettet til din klematis. Du bør dog tænke over, hvor stor din klematis bliver. Et mindre, fritstående espalier kan måske ikke bære en fuldvoksen plante af en stor sort.

Et rionet  kan være et flot espalier, enten rustent eller galvaniseret, fritstående eller langs muren, og det kan være med til at give haven et mere vildt og råt udtryk. Rionet fås i forskellige tykkelser og med forskellige maskestørrelser. Her får du i høj grad selv mulighed for at sætte præg på dit espalier, hvad angår form og størrelse. Det gælder sådan set bare om at få en idé og fatte en vinkelsliber.

Det virker måske åbenlyst at fortælle dig, du bør bruge sikkerhedsbriller, men det kan næsten ikke understreges nok, når du sliber i jern. Også selvom det måske kun drejer sig om tre minutters arbejde.
Et rustent rionet falder godt i med de naturlige farver i haven, men det kan dog godt smitte af på din husmur og terrasse og få det hele til at se lidt træt ud. Så overvej omgivelser og materialer grundigt.

Klematis i krukker?


En klematis kan fint leve hele sit liv i en krukke, så længe den aldrig tørrer ud. Eller har rødderne i direkte sol. En klematis i krukke skal også have tilført lidt mere næring end de, der står i jorden. Det er også vigtigt, at du vælger en relativt stor krukke, hvis blomsten skal trives.

En klematis i jorden er en hårdfør plante, og det er den sådan set også, når den står i krukke. Blomster i krukker er bare langt mere udsatte for frost, da frosten trænger sig på fra alle sider, så det kan være en god idé at lade dem overvintre i garagen, hvis du har sådan en. Bare husk at vande et par gange.

En klematis i krukke kan du sagtens bare lade bruse ud over krukkekanten. Den vil nok fortsætte, indtil den finder noget at klatre op ad, og det giver et smukt bunddække med et vildt udtryk. Du kan også snildt lave et lille espalier i krukken til din klematis. Bambus og pilegrene er med deres smidighed oplagte at bruge. Bare husk at skabe vandrette linjer, som blomsten kan klatre på.

Hvordan beskærer man klematis?


Hvis du vil have det fulde udbytte af din klematis, er det nødvendigt, at du beskærer den engang imellem. Det er dog, som med så meget andet, ikke bare lige at gribe beskæresaksen, når lysten kommer over dig. Det havde været for nemt. Det er nemlig forskel på, hvornår og hvordan din klematis skal klippes - afhængigt af, hvornår den blomstrer. Fælles for dem er, at de sætter deres knopper cirka et halvt år før, de springer ud. Dem skal du undgå at klippe af.

Hvornår skal man beskære?


Klematis inddeles i to hovedgrupper, og de skal beskæres på forskellige tidspunkter.

Klematis med blomstring i april – juni er den nemme slags. Den skal nærmest ikke beskæres, med mindre den vokser dig over hovedet eller bliver grim. I så fald kan du klippe den ned til omkring halvanden meters højde.

Planten har i øvrigt godt af at blive klippet ned til den højde med 3-4 års mellemrum. Det bør ske, hvis din plante bliver spinkel og ikke får blade på det nederste stykke. Eller hvis den giver færre blomster. Beskæringen skal ske, efter din klematis har blomstret, men inden den sætter nye knopper. Det vil typisk være i juni-juli måned, du skal i gang med saksen, men det kan variere lidt i forhold til, hvornår din klematis blomstrer. Mange klematissorter er flergangsblomstrende, men det er altså den første blomstring, der er afgørende for, hvornår du skal beskære.

Klematis med blomstring i juni – september er ikke decideret vanskelig at have med at gøre, men den skal klippes ned inden hvert eneste forår. Du skal klippe den ned til en cirka 20 centimeter over jorden. Det er i januar - marts, du skal i gang med det. Men det er vigtigt, at den ikke når at sætte knopper.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto