Montering af brændeovn og stålskorsten


En brændeovn er lige så forbandet hyggelig, som den er politisk ukorrekt. Det er heldigvis hverken synderligt dyrt eller svært at eftermontere en brændeovn, selvom dit hus ikke er født med skorsten. En stålskorsten er nemlig en hurtig og nem genvej til at tænde op i stuen, så du kan sidde og svede i undertøj med åbne vinduer - i januar.

Regler for montering af brændeovne og stålskorstene


Der er en del regler, du skal forholde dig til som kommende brændeovnsejer, og med den medfølgende fare for bål, brand og kvælning giver størstedelen af regelrytteriet god mening. Først og fremmest skal du melde din kommende brændeovn til BBR-registeret. Det er hverken dyrt eller farligt, men det betyder, at du fremover får et årligt besøg af en skorstensfejer.

Skorstensfejeren fejer ikke overraskende din skorsten, og han vil typisk også komme med lidt gode råd om din fyring, hvis der er for meget sod i skorstenen. Det er nemlig ikke for godt. Det er også ham, der skal godkende installationen af din nye brændeovn.

Hvad angår brændeovnen, så er der krav om, at den skal have en unik prøvningsattest, der følger lige netop din ovn. Attesten fortæller, at ovnen lever op til miljøkravene, og du skal være sikker på, at der følger en attest med, hvis du køber en brugt brændeovn. Ellers får du den ikke godkendt af skorstensfejeren.

Brændeovnen skal stå, så den ikke sætter ild i huset. Det betyder blandt andet, at den ikke må stå direkte på trægulvet, og derfor står de fleste brændeovne også på plader af glas eller stål. En sådan plade skal gå 15 centimeter ud over begge ovnens sider, og foran skal den række en halv meter frem. Nogle foretrækker også at lave et stykke flisegulv til brændeovnen, og her gælder de samme regler.
Din brændeovn må heller ikke stå for tæt på brændbare ting som trævægge og den slags. I vejledningen til din brændeovn kan du læse de præcise afstandskrav.

At montere en ny skorsten indebærer naturligvis også en masse krav, for det er vigtigt, at der kommer ordentligt træk i skorstenen, så du får en god forbrænding. Derfor må skorstenen aldrig ligge i ly af tagryggen. Har du et ventilationssystem, er det også en god idé at finde et sted til skorstenen, så dit anlæg ikke suger røgen ind i huset. Her kan du blive lidt klogere på, hvordan din skorsten bør være placeret.

Skorstenen skal også monteres i behørig afstand til brændbare dele, for sådan en karl bliver temmelig varm, når du fyrer - og især når der opstår skorstensbrand.

Relaterede produkter

Hvad koster montering af brændeovn?


Montering af brændeovn og skorsten varierer meget i pris, og det er især skorstenen, der er udslagsgivende. For det betyder naturligvis meget, om skorstenen nemt kan trækkes ud gennem væggen og opad, eller om den skal trækkes op gennem loftsrum og tag, hvor der er mangt og meget, der kan komplicere processen. Udgiften til eventuel montage kan også være givet godt ud, hvis du ikke er meget sikker på hånden, for der er meget, der kan gå galt.

Sådan monterer du din nye brændeovn


  • Tjek, om dit gulv kan holde til vægten af brændeovnen og skorstenen, inden du kommer for godt i gang.
  • Find et passende sted til brændeovnen, så den overholder lovkravene.
  • Sæt din gulvplade på plads, og sæt brændeovnen ovenpå.

Har du en gammel brændeovn, fjerner du den således - eller rettere sagt I, for det er et tomandsjob:

  • Løsn skruerne til loftskraven og sørg for, at røret kan bevæge sig hele vejen op.
  • Løft røret op, og fjern den gamle brændeovn.
  • Sæt den nye ovn ind, og montér røret igen.

Dette forudsætter naturligvis, at den nye ovn har samme dimensioner og rør som den gamle - ellers må du pille røret ned og tilpasse det.

Husk at se, om du kan få skrotningspræmie for den gamle brændeovn. Det kan du typisk, hvis den er fra før 1995.

Sådan monterer du din stålskorsten:


Her tager vi udgangspunkt i en skorstenspakke fra Aduoro, men princippet er nogenlunde det samme - uanset mærke. Huset i dette eksempel er et etplanshus med eternittag og uudnyttet loftsrum, skal det lige indskydes.

Stil brændeovnen, hvor den skal stå, og tjek gerne på forhånd, om dit valg af placering giver problemer på loftet i forhold til spær og den slags, hvor røret skal stikke op. Start med at dække ovnen til, så du ikke ridser den under montagen.

Mærk centrum af røret af i loftet. Brug eventuelt en lodsnor, og brug samme metode, når du skal bore hul i selve taget. Hullet i dit stueloft skal have en diameter på mindst 35 centimeter, afhængigt af røret, naturligvis, og der skal være fem centimeters luft rundt om røret.

Når der er tegnet op, saver du dit hul i loftet. Fjern isoleringen også, så du har hul helt op i loftsrummet.

Nu skal du i gang med taget, og her saver du dit hul med en vinkelsliber - med passende klinge. Forhåbentlig skal du ikke save i lægter eller andet for at få dit hul. Er du nødt til dette, må du hellere forhøre dig hos en fagkyndig, om du skal lave en erstatning for det afskårne. Husk åndeværn, hvis der er asbest i taget.

Skær dit uisolerede rør til, så den isolerede del, der skal monteres oven på ovnen, stikker mindst 22,5 centimeter ned fra fra loftet. Det er meget vigtigt, at du overholder denne afstand, for ellers får du ikke installationen godkendt.

Læg først loftskrave og siden isoleringskraven på brændeovnen, inden du sætter røgrøret fast. Så kan du nemlig trække det op, når hele skorstenen sidder på plads.
Nu monterer du det næste stykke af skorstenen oppe fra loftet. Når den sidder, som den skal - fast og i lod og vater - sætter du lofts- og isolationskraven på plads med skruer. Sæt en silikoneliste mellem kraven og skorstenen.

Saml resten af skorstenen sammen efter forskrifterne, slæb den med op på taget, og sæt den fast på resten af røret.

Sæt skorstenen fast med spærstyr, som er de beslag, du monterer den slags med, og læg isolering på plads rundt om.

Nu skal taginddækningen på, og der er forskel på typen - afhængigt af dit tag. Her følger du produktanvisningen nøje. Du skal altid være sikker på, at inddækningen bliver helt tæt, og at vand ikke kan løbe ind under inddækningen - uanset hvilken type tag, du har. Montér tætningskraven, sæt en fuge, og skru hætten på. Med mindre du skal have en røgsuger oveni, naturligvis. Nu skulle din brændeovn og skorsten gerne kunne give dig varmen i årtier fremover. 

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto