Der findes forskellige typer fundamenter til forskellige formål. De forskellige typer fundamenter er stribefundamentet, punktfundamentet, brøndfundamentet og pælefundering, der hver har deres styrker og passer til specifikke bygningsløsninger.
Under de fleste danske huse, der er bygget i og efter 1900-tallet, er der et stribefundament. Fundamentet er støbt i beton, hvor der er gravet en rende i jorden, som betonen er støbt ned i. Det danner en stribe, som danner en form for skelet under huset. Der vil stort set altid været støbt et fundament under husets ydervægge og de bærende indervægge. I de fleste tilfælde er der støbt fundament under husets bærende og stabiliserende vægge.
I størstedelen af de huse, der ikke har et stribefundament under sig, befinder der sig garanteret et punktfundament. Forskellen på dette og stribefundamentet er – som navnene antyder – at det er anlagt som punkter frem for striber. Det gør også fundamentet mere fleksibelt. Især ved mindre byggerier som skure og annekser benytter man punktfundamenter. Det samme gør man, når man skal anlægge et rundt fundament under et ovalt eller rundt værelse.
Du kan læse mere om punktfundamenter her.
Til lettere bygningstyper benyttes også et skruefundament, der er en relativ ny opfindelse. Her bores lange metalskruer ned i jorden, og rammen til bygningen lægges oven på. Fordelen er, at der ikke skal bruges beton til formålet, og dermed er der ingen tørretid. Dog kan denne type fundament ikke tåle så høj belastning, så det er altså til mindre bygninger, at man benytter sig af løsningen her.
De to sidste typer fundament bruges generelt set på jord, som har en ringe bæreevne. Hvis bygningen skal stå på jord, der er ustabil, så skal du et godt stykke ned, før du møder jord, der kan bære et hus.
Med et brøndfundament borer du ned i jorden, indtil du kommer et godt stykke ned i den bærende jord. Der er nok 2 til 3 meter ned. Derefter bliver hullet fyldt ud med beton, hvor fundamentbjælker bliver lagt henover, som sammen danner skelettet for bygningens fundament.
Hvis der er endnu længere end 3 meter ned til det bærende jordlag, så er vi ude i, at huset skal stå på det, man kalder pælefundering. Der er lange betonpæle blevet banket ned i jorden, så de står i det bærende jordlag, og oven på dem støber man så fundamentbjælkerne, der danner rammen og skelettet til fundamentet.