Bestil julegaver senest d. 19. december kl. 19.00 for levering inden jul – Gælder kun lagervarer.

Guide: Få myrerne ud af huset - og hold dem ude


Myren er en fascinerende størrelse. Et lillebitte insekt, som organiserer sig i kæmpe samfund, hvor alle spiller en vigtig rolle. De driver landbrug og børnehaver, de har både jægere, samlere og soldater, og der findes næsten ikke den afkrog på planeten, hvor der ikke findes myrer. Det gælder garanteret også for din lille parcel.

Det er alt sammen meget imponerende, men hvor myrernes intellekt, driftighed og samarbejdsevner er interessante i naturprogrammer og komiske i tegnefilm, er den en temmelig anstrengende størrelse i virkeligheden. I hvert fald hvis den tager springet fra haven og ind i huset.

Her kommer du nemlig til at bøvle med levende streger, der snor sig på gulvet, kriblende klapjagt på frugt og søde sager, små bunker af sand, hvor der ikke burde være små sandbunker - og ikke mindst bid på fødder og ben.

Hvilke myrer trænger ind i mit hus?


Når vinteren har sluppet sit greb, og vi begynder at kaste skygge igen, starter kribleriet i krogene også ofte. Myren er nemlig en forårsbebuder, og de kan være svære at slippe af med, hvis de først har kastet kærligheden over din bolig.

Det er som oftest den sorte havemyre, som trænger ind i vores huse. Den er træls, men relativt harmløs. Med det aber dabei at et myrebo under gulvet ikke er godt for noget som helst, for de piller ved ting og konstruktioner, der ikke bør pilles ved. Det er mest i etplanshuse, problemet opstår, og det kan være svært at finde et myrebo under gulvet uden at brække det op. Hvis du har trægulv, kan du måske se nogle mørke misfarvninger fra deres lyssky foretagender.

Værre ser det ud, hvis det er orangemyren, som er flyttet ind. De holder nemlig af at dyrke svampe, og svamp er sjældent noget, der klæder en tilstandsrapport, da det blandt andet holder på fugten.

Værre endnu ser det faktisk ud, hvis det er herkulesmyren, du har fået som logerende. Den vil nemlig gerne bo i dit træværk, som den gnaver sig ind i, som var det lunt smør.

Når vi nærmer os højsommeren, vil den sorte havemyres bo sende et væld af flyvemyrer ud. Som kåde teenagere skal de ud og befrugte i Øst og Vest og etablere nye kolonier. Et betagende syn - så længe det ikke er inde i dit hus, for hvis du har mange flyvemyrer indendøre, har du også et myrebo i eller under huset. Et par stykker kan forvilde sig ind, men mange flyvemyrer og levende vindueskarme betyder altså, at du skal tage affære. Luk døre og vinduer op, så de kan komme ud, og hvis du kan se, hvor flyvemyrerne kommer fra, kan du eventuelt sætte støvsugeren til indgangen. Du kan trøste dig med, at flyvemyrernes flakserier kun står på i et par dage.

Relaterede produkter

Hvordan slipper jeg af med myrerne igen?


Det kan være svært at slippe af med myrerne igen, og metoden, du skal bruge, afhænger af flere ting. Der findes nemlig et væld af forskellige metoder og produkter til at blive insekterne kvit.

Hvis du kan se, at myrerne har bo under terrassen eller langs soklen, kan du hælde kogende vand ned i boet. Hvis du vil være helt sikker, kan du bruge en gift til udvanding . Det virker barbarisk, men de andre metoder er ikke meget mere nænsomme.

Du kan få sprayflasker, der enten kvæler myrerne, forgifter dem og deres bo, eller forgifter deres stier. Du kan også narre myren med lokkedåser  - eller granulat - hvor myren triumferende og uvidende tager din udlagte gift med ned i boet, så hele myresamfundet går under.

Hvis du ved, du har et myrebo under gulvet, og kribleriet fortsætter, efter du har været i gang med gift og lokkedåser, kan du overvej at tage fat på en professionel skadedyrsudrydder.

Og pas på guds skyld på kombinationen af børn, husdyr og gift. Mange af produkterne er harmløse for større væsener, andre er skabt til at skabe afsky hos pattedyr, men det er stadig gift, og du bør som minimum sætte dig godt ind i produktet, inden går i gang.

Hvorfor kommer myrerne?


Du kender sikker fornemmelsen af at gå på en løs haveflise, der ikke var løs for lidt siden, hvorefter du kan konkludere, at myrer mumler rundt for fulde gardiner dernede under overfladen. Det er altså store mængder sand og undergrund, de kan flytte rundt på, og det gør sig også gældende, når de har fundet vej til under dit gulv.

Den sorte havemyre har idéelle levevilkår under solvarme fliser, som typisk findes på vores terrasser. Dermed bliver vores bolig myreboets nærmeste nabo, og dermed bliver dit hus indlemmet i myrernes jagtmarker - hvis ikke myren flytter direkte ind i dit dejligt varme hus. Og da vi har en tendens til at have ting, myrerne holder af, i vores køkkener, er det svært at holde myrerne ude. De kan lugte sukker på lang afstand, og de går langt for at tilfredsstille den søde tand. Det er også typisk derfor, at børnefamilier oftest døjer med myrer, da de yngste konstant strør om sig med myrernes livret.

Hvordan undgår jeg, at de kommer igen?


Det er forbandet svært at holde myrer ude, for de kan, qua deres beskedne størrelse, komme ind over det meste. Det bedste råd, hvis du vil undgå myrer i huset, er ikke at lokke dem til med gode boligforhold under terrassen - og ikke mindst holde huset rent, så de ikke søger ind for at spise.

Og husk så på, at myren også er et nyttedyr, du burde have plads til i haven. De er blandt andet med til at holde skadedyr i skak - lige indtil myrernes opførsel kvalificerer dem til selv at være skadedyr. Har du for mange myrer i haven, kan du overveje at lokke lidt fugle til med et fuglebad, for mange af de mindre arter mæsker sig gerne i myrer. Og der skal alligevel lidt til, før du står med en fugleplage på hænderne.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto