Bestil julegaver senest d. 19. december kl. 19.00 for levering inden jul – Gælder kun lagervarer.

Byg selv-orangeri: Dette bør du overveje inden

Hvor ordet drivhus vækker tanker om algefyldte aluminiumsrædsler, der sender glasskår rundt i hele nabolaget under hver eneste efterårsstorm, giver ordet orangeri straks en anden oplevelse. Et orangeri. Et sted, hvor livet ikke bare leves, men nydes. Af mennesker såvel som planter. Et sted, hvor oliven og citrustræer kan trives under danske himmelstrøg. Et sted, hvor vinstokkene tørstigt omsætter sol, varme og vand til kraftig vækst og saftige druer. Selv omsætter du vinstokkenes chardonnay og bourgogne til velvære og gode minder i havens lille Eden. Ah ja, du burde få dig et orangeri.

Hvad er et orangeri?


Oprindeligt var orangerierne drivhuse, der blev brugt til at holde liv i citrustræer om vinteren på de breddegrader, hvor orangetræer - som de hed dengang - normalt ville fryse ihjel. I dag dækker betegnelsen i højere grad over drivhuse af en vis størrelse og kvalitet, som ikke blot bliver brugt til intensiv dyrkning. Orangerierne er nemlig ikke længere kun forbeholdt adelen og de hovedrige, og det er for mange blevet et godt alternativ til udestuen.

Typisk vil et orangeri være større, bedre isoleret og bygget i bedre materialer end de klassiske drivhuse, ligesom der i højere grad vil være kælet for æstetik og detaljer. Orangeriet er dog i højere grad bygget på planternes præmis, end de typiske udestuer er. Selvom grænserne er utydelige mange steder. Et orangeri har gerne højt til loftet og plads til store planter, ligesom der ofte vil være plads til bord og stole, så du kan nyde naturen tæt på.

Et orangeri kan både være fritstående eller bygget sammen med boligen, og det kan være isoleret, frostfrit eller sågar opvarmet. Ofte vil det have en muret sokkel og et isoleret fundament, mens glasvalget varierer meget.

Hvad har det af fordele og ulemper?


Den største fordel ved et orangeri er, at du forlænger sæsonen i haven - i begge ender. Derudover bliver det nemmere at holde en del af haven frostfri, og de ting betyder tilsammen, at du får mulighed for at dyrke planter, du ellers skulle rejse langt for at nyde. Orangerierne er også et virkelig charmerende alternativ til udestuerne, og mange familier nyder gode stunder i velisolerede orangerier året rundt.

Træerne vokser ikke ind i himlen, selvom du har orangeri, og der er da også en håndfuld ulemper, du bør have med i overvejelserne. For det første er der en del arbejde forbundet med orangeriet. Både i byggefasen, og når du senere kommer til drift og vedligeholdelse - og her har vi ikke engang nævnt arbejdet med pottemuld og beskæresakse. Jo bedre kvalitet, du bygger orangeriet i, desto mindre vedligeholdelse er der naturligvis, men du slipper nok ikke for at gå det grundigt efter i sømmene et par gange om året.

Det er også en bekostelig affære med et orangeri. Det kan bygges for småpenge, hvis du kan klunse dig til materialerne, men ellers skal du regne at lægge 20.000-100.000-vis af kroner - afhængigt af størrelse, egne evner og ikke mindst ambitioner. Det slutter dog ikke her, for det kan også hurtigt løbe op i en mindre formue, hvis orangeriet skal holdes lunt over en lang og streng vinter.

Relaterede produkter

Det skal du være opmærksom på, når du bygger et orangeri


Start grundigt med at overveje dit behov. Er det vitterligt et 'rigtigt' orangeri, du er på jagt efter, eller kan et stort drivhus klare opgaven for dig? Det ville række rigeligt til at nyde haven og planterne lidt i skuldersæsonerne, hvis du får en varmekilde. Rækker ambitionerne til mere end et drivhus, men ikke helt til en victoriansk vinterhave, kan du overveje en lidt mere robust model - som eksempelvis en glasbeklædt træpavillon.

Overvej, hvad du vil dyrke, inden du går i jorden med dit projekt. Vil du have træer og planter af en vis størrelse, skal orangeriet naturligvis bygges derefter. Du kan spare lidt af højden på væksthuset, hvis du graver ud i stedet, så du kommer til at gå ned i dit orangeri. Husk at overveje, hvad du i så fald vil stille op med overskudsjorden.
Overvej, om orangeriet skal være en fritstående model, eller om det skal bygges sammen med huset. Der er fordele og ulemper ved begge løsninger, og du bør lade smag, behag og solens gang på himlen være afgørende.

Du bør også overveje, om orangeriet skal være opvarmet, og hvor godt det i så fald skal isoleres. Hvad du sparer i byggefasen kan nemlig nemt spildes i daglig drift, hvis du fyrer for fuglene. For de fleste vil der være tale om at holde orangeriet frostfrit, men det må faktisk opvarmes til 15 grader, før det bliver omfattet af de krakilske regler for energi og isolering, der omfatter nybyggede huse. Det vil dog sandsynligvis være endda meget dyrt at opvarme det til 15 grader, hvis du ikke har bygget orangeriet derefter.

Du bør også overveje størrelsen på dit orangeri. Skal der bare være plads lidt grønt og en læsekrog, eller skal du have en gildesal i glas, nu du er i gang? Det er ærgerligt at skyde helt ved siden af, når I vurderer jeres ønsker for brugen, og det er en god idé at bygge, så I kan være der uden at sidde i bedene. Kommer I op i en vis størrelse, er det også muligt at installere en lille, mobil brændeovn, som kan godkendes til den slags brug.

Sådan bygger du et godt orangeri


Der er naturligvis stor forskel på, hvordan du bygger dit orangeri - afhængigt af størrelse og form, men der er dog visse ting, der går igen. Uanset type.

Start med at grave ud til fundamentet. Du skal ned i frostfri dybde, og det vil i Danmark sige 90 centimeter. Herefter støber du et fundament til din sokkel. Når det er hærdet, kan du bygge din sokkel. Her er smag, behag og ambitioner afgørende for materialevalg, men du vil oftest se pudsede Leca-blokke, mursten eller begge dele. Især murstenene kan bidrage til den victorianske stemning, og kan du med fordel bruge genbrugssten.

Isolér mod jorden, så du holder kulden stangen. Vælg glas, der matcher dit ambitionsniveau for varme og isolering. Ofte vil det være at skyde gråspurve med kanoner, hvis du hælder nye energiruder i dit væksthus i haven, mens de i en løsning, der minder mere om en udestue, nok vil være investeringen værdig.

Er det en fritstående model, du vil have, kan du overveje at opføre den nordvendte side i mursten. Dels får du et mere stabilt byggeri, og dels får både du og planter gavn af den varme, væggen absorberer i løbet af dagen.

Sørg for, at du får bygget dit orangeri, så det kan tåle tilværelsen i haven. Det vil sige, at du får det tilpas afstivet for vinden, og at du bygger det sådan, at vandet løber af.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto