Buksebien: Let at kende, fredelig at omgås

Du er vant til at kigge opad for at finde bistader og hvepseboer, men skal du have fat i den modebevidste buksebi, skal du i stedet kigge ned i jorden. Buksebien er nemlig biernes svar på muldvarpen, da den bygger sit bo under jorden i lange gange. Buksebien graver dybe tunneller, hvor den lægger sine æg i celler fyldt med pollen. Modsat andre bier, så bor buksebien nede i jorden.

Buksebien er let at genkende, da den har nogle store og flotte orange bukser på bagbenene. De bliver både brugt som transportmiddel til pollen, som den samler ligesom andre bier, og som skovl til at grave med. Bukserne giver buksebien et karakteristisk udseende, og nogle vil måske mene, at den ser sød ud. Det må være op til den enkelte at vurdere, men faktum er, at buksebien er ganske fredelig.

Den hverken stikker eller bider, medmindre du klemmer den mellem dine fingre. Men lad være med det. Vil du have flere bier og insekter i haven?

Buksebien: En ensom graver

Buksebien lever ikke på samme måde som honningbien eller hvepsen, der bor i bistader og hvepseboer i store kolonier. Derimod lever buksebien alene nede i jorden, hvor hunnen bruger sine kræfter på at grave, samle pollen og lægge æg, hvorfra nye buksebier kan vokse sig store og flyve ud for at leve alene og gentage kunststykket.

Buksebien gør som alle andre bier, og de samler mad fra blomster i form af pollen. Når de gør det, hjælper de blomsterne med at blive bestøvet, og det er godt for væksten. Derfor skal du byde buksebien velkommen i din have. Den er både sød at se på, og den er helt ufarlig. Faktisk bliver buksebien nogle gange forvekslet med farligere bier og hvepse, og der er historier om, at kolonier af buksebier bliver udryddet, fordi folk frygter dem. Det er der dog ingen grund til, da den kun vil dig og din have det godt.

Buksebien elsker at opholde sig steder med sandet jord, da det er nemmere at grave i. Hvis du vil finde buksebien, skal du lede steder tæt på strand, stier, grusveje, gårds- og parkeringspladser og eventuelt andre steder i nærheden af blomster og løst sand. Det er egentlig bare steder, der et lette at grave i, så den kan komme godt ned i jorden.

Hos honningbien er hele kolonien sammen om at udføre arbejdet, men buksebien arbejder solo. Hunbien graver, henter mad selv, samt føder æg og fodrer selv larver. Hunbuksebien laver massevis af små gange, hvori hun lægger et æg sammen med pollen og nektar. Dette kaldes en reddecelle, og i reddecellen lægger hun sammen med ægget et såkaldt ”bibrød”. Dette er pollen og nektar, der er sat sammen, og hun placerer brødet på tre ben, som holder det fra jorden. Det er sandsynligvis, så det holder bedre.

Hun klarer én reddecelle om dagen. Hun bruger hele formiddagen på at samle næring til cellen, og resten af dagen går med at grave. Om aftenen går hun til ro nede i boet under jorden.

Hannerne har en helt anden opgave end hunnerne. De skal finde en hun, og man ser tit, at alt imens en hun er i gang med gravearbejdet, bliver hun overfaldet af forelskede hanner, der vil føre arten videre. Det er dog de færreste hanner, der er heldige nok til at få lov til at parre sig.