Alt du skal vide om din radiator

Radiatorer er med til at bringe varme, glød og liv ind i hjemmet, især i det hjem, der ikke har gulvvarme. I Danmark, hvor vejrudsigten ofte kan love op til 30 grader med risiko for slud, er det vigtigt, at du kan justere varmen i dit hjem. Det kan du netop med en radiator. 

Derfor er det også enormt irriterende, hvis din radiator ikke virker. Der kan være lidt af hvert galt med radiator, der ikke opfører sig, som den skal. 

Læs med herunder, hvor du får alt, du skal vide om radiatorer, samt hvad du skal gøre, hvis din radiator er holdt op med at virke.

Hvad er en radiator?

Radiator betyder egentlig stråler, og det er, hvad den gør: Den stråler varme. Eller, det var i hvert fald, hvad den oprindeligt gjorde, men det vender vi tilbage til. 

Radiatorprincippet med at flytte varmen væk fra dens kilde fører egentlig helt tilbage til oldtiden, men som med så meget andet gik det tabt i middelalderen. Russerne tog fat på teknologien, og Peter den Stores sommerpalads i Sankt Petersborg fra 1700-tallet blev opvarmet med varmt vand. I midten af 1800-tallet kom de første moderne radiatorer til verden - også i Rusland, men vi skal helt op til omkring 1920'erne, før de for alvor fangede an herhjemme.

Det gjorde de, da vi fik centralvarmen udbredt. Det er måske svært at forestille sig, hvor stort et spring det har været at gå fra kakkelovne, der skulle tændes, passes, fyldes og renses, til en radiator, som uden lyd, lugt og bøvl kunne varme hjemmene op til behagelige temperaturer.

De fleste radiatorer er fyldt med varmt vand, som er en effektiv måde at transportere varmen rundt på. Der er til gengæld mange måder, vandet kan opnå sin varme temperatur på. 

Der findes naturligvis fjernvarmen, hvor vand fra store kedler eller overskudsvarme fra strømproduktionen bliver sendt over lange afstande i isolerede rør til vores hjem. Fjernvarme kræver tættere beboelse for at kunne give mening, og derfor er det oftest i byerne, at du finder det.

Så har vi de lokale fyr, der med olie, gas, træpiller eller lignende varmer vandet et sted på din matrikel, og endelig har vi varmepumperne, der med en sindrig mekanisme enten udnytter jordvarme eller temperaturforskelle i luften til at varme dit vand.

Der findes naturligvis også el-radiatorer med og uden olie, men det er et andet princip, der gælder her. Vi er interesserede i den, vandbårne varme, der med en ordentlig kilde er både billig og komfortabel.

Hvilke typer radiatorer findes der?

De oprindelige radiatorer leverede strålevarme, som du kender fra et bål. Her er det pivvarmt lige op ad radiatoren, men pivkoldt når du kommer lidt på afstand. Moderne radiatorer bruger konvektionsvarme, hvor fysikkens love bliver brugt til fordel for vores komfort. Det er i virkeligheden ret herligt. 

Når luften bliver varm, stiger den til vejrs. En konvektionsradiator er udstyret med kanaler, hvor luften bliver varmet op. Når den varme luft stiger op, bliver den kolde luft fra gulvet trukket op i kanalerne, og således bliver luften cirkuleret i lokalet. Derfor er konvektionsvarme også betydelig mere effektivt til at varme et lokale op med. 

Der findes også en radiator, som du sænker ned i jorden og dermed ikke fylder i landskabet i hjemmet. Det kaldes en konvektor, og den kan du blive klogere på her.

Hvis du har en type radiator i din bolig, du ikke synes, er pæn at se på, kan du bygge din egen radiatorskjuler til at, ja, skjule den med. 

Relevante produkter

Min radiator virker ikke – hvad kan der være galt?

Hvis din radiator ikke virker, har vi samlet alt, du skal vide om emnet her. Du kan også læse med herunder og se, om svaret passer til dit problem. 

Hvis der ikke er klukken, og hele radiatoren er kold, er det sandsynligvis ventilnålen, der har sat sig fast. Det sker ofte, at den sætter sig fast i løbet af sommeren, hvor radiatoren står slukket længe. Tag termostaten af. Nogle skal have løsnet en skrue, andre kan klikkes af. 

Nu kan du se, om ventilnålen sidder fast langt inde. Se, om du kan løsne den ved at massere den lidt frem og tilbage med håndtaget på en skruetrækker. Hvis den ikke løsner sig, kan du banke lidt forsigtigt på den.

Larmer din radiator? Find og løs problemet her.

Det kan også være pakdåsen, der har opgivet ævred. Hvis ventilnålen hverken vil skubbes ind eller trækkes ud, skifter du hele pakdåsen ud. Eller, du skruer i første omgang pakdåsen ud og ser, om fjederen bagved har sat sig fast. Har den det, kan du prøve at sætte den gamle i og se, om det virker nu. Ellers skal der ny pakdåse i. Det er nemt og ukompliceret, og du behøver ikke engang slukke vandet inden.

Har du et system, hvor du selv skal stå for vandbeholdningen, tjekker du, om der er vand nok på - ellers må du fylde på, til der er det ønskede tryk, som typisk er indikeret på manometeret på anlægget. Et étplanshus skal typisk have 1,5 bar, mens en villa i to plan skal ligge omkring to bars tryk.

Er det flere, eller samtlige, radiatorer, som ikke virker, skal fejlen nok findes et andet sted. Her anbefaler vi, at du kontakter en VVS’er.

Billede af hånd, der justerer på termostatBillede af hånd, der justerer på termostat

Udluftning af din radiator 

Hvis den er gal med din radiator, er det sandsynligvis pakdåsen eller vandstanden, den er gal med. Det er heldigvis nogenlunde lige til at fikse. Hvis radiatoren er kold i toppen og varm i bunden, og hvis den klukker, er der kommet luft i maskineriet. For at komme det problem til livs, skal du udlufte den – altså lukke luften ud af den igen.

Vi har skrevet en guide, der hjælper dig med at udlufte din radiator

Udluftning af en radiator er noget, de fleste kan gøre med lidt tips og hjælp. Hvis du følger skridtene i vores guide, skal du nok få luftet din radiator ud, så den kan varme din bolig op igen. 

Udskiftning af din radiator

Der er sandsynligvis ingen grund til at skifte din radiator, for de kan holde i århundreder. Vandet i radiatoren indeholder ikke ilt, og derfor ruster de ikke indvendigt. På ydersiden kan den få en gang maling med årtiers mellemrum, og så holder den i princippet evigt.

Der kan dog være andre gode grunde til at skifte radiator. Hvis du ønsker konvektionsvarme i stedet for strålevarme, får du meget komfort for pengene ved at købe en ny radiator. 

Vi har skrevet en guide, der hjælper dig med alt om udskiftning af din radiator. 

Det kan også være, du er nødt til at skifte din radiator, hvis du skifter varmekilde. Hvis du har planer om en varmepumpe, kan det nemlig godt være, du er nødt til at få nye radiatorer, for varmepumper opererer typisk ved lavere temperaturer, og her kan de gamle støbejernsradiatorer komme til kort. Så er der naturligvis også æstetiske og praktiske overvejelser, der kan spille ind i forhold til en dejlig, smal, ny og pæn radiator.

Der er til gengæld mange gode grunde til at skifte termostaten, hvis den er ved at være out-dated, for her er potentielt store besparelser at hente. Især hvis du skifter til en elektronisk termostat, som skruer et par grader ned om natten og i arbejdstiden, og her kan du faktisk spare i omegnen af 20 procent på varmeregningen.

Andre guides

usp_block
 

Kontakt kundecenteret

Åbent alle dage indtil kl. 20
 
 

Returneringer og reklamationer

Læs mere om, hvordan det fungerer
Luk
Føj til favoritter

Føj til favoritter

Ved at tilføje produkter til Favoritter, kan du nemt få et overblik over udvalgte produkter!

Log ind eller opret konto