Få mere hygge og mindre livsfare med en bålplads
Bål. Det er simpelthen så forbandet hyggeligt - også selvom du altid får røgen i hovedet, og én eller anden altid kan fremskaffe en guitar, der ikke stemmer. Bål er godt til voksne såvel som børn, og det er en aktivitet med dejligt meget nærvær.
Hvilke regler gælder?
Du troede vel ikke, at du bare kunne lave bål i haven, som det passer dig? Næ, vi har naturligvis regler og forordninger, der skal overholdes. Eller i hvert fald gode råd og retningslinjer, og det er måske i virkeligheden godt nok, hvis naboer og uansvarlige båtnakker også overholder dem.
Bålet skal gerne være 10 meter fra nærmeste bygning, hvis ikke 15, hvis der er tale om stråtag. Du skal også gerne 15 meter væk fra let antændelige træer, planter, marker og materialer. Hvis det blæser nok til, at meteorologerne kalder det jævn til frisk vind, skal afstandene fordobles i vindretningen. Altså den vej, eventuelle gløder måtte blæse. Rammer vi hård vind eller derover, har dit bål ikke noget at gøre nogen steder. Så skal det slukkes forsvarligt.
Af hensyn til almindelig anstændighed og nabofred bør du også have naboerne i tankerne, når du vælger placering til dit bålsted.
Hvordan laver jeg en bålplads i haven?
En uforsigtig type ville måske bare tænde et bål og sige "Her er min bålplads!". Men sådan er du heldigvis ikke. Nej, det skal gå ordentligt til, skal det. Her er tre retninger, du kan tage din nye bålplads i.
Den nemme løsning er en god, gammeldags bålplads. Her markerer du først bålets omfang, og her er godt en meter i diameter passende til en villahave. Grav græstørvene af, hvis du da har den slags, under bålstedet, og læg et lag sand i bunden. Læg større natursten eller mursten rundt i kanten, så du får kantet bålet inde. Det er ikke kun et kosmetisk tiltag, for det er med til at sikre, at ilden ikke vandrer for langt væk fra arnestedet. Undgå flintesten og sandsten, da de har en kedelig tendens til at sprænge.
Et muret bålsted kunne også være en retning at gå, og der er flere fordele ved den løsning. Det er nemlig nemt at tilpasse sådan et bålsted til madlavning, så du nemt og bekvemt kan lægge riste, sætte gryder og bage brød ved bålet.
Grav ud til bålet. Om du ønsker en rund eller firkantet form, betyder ikke alverden. Det vigtigste er, at skidtet står stabilt. Derfor bør du stampe grus fast i vater, så du har et godt udgangspunkt. Hvad slag sten, du vælger, er et spørgsmål om smag og temperament, men du bør stadig undgå flinte- og sandsten.
Natur - eller kampesten er en mulighed, og her kan du overveje at høre en bondemand, om han har lidt i overskud. Det er ikke tilladt at tage mere med sig fra den frie natur, end du kan bære uden hjælpemidler. Det bliver altså til en rygskade eller et par ture til stranden, hvis du skal samle til et godt bålsted. Tegl- og betonsten er også et godt alternativ, og du kan nemt få stenene brugt, uden det koster dig en formue. Du kan også købe nogle cirkelblokke i beton, hvis du have et flot og rundt bålsted. Beton kan dog godt over længere tid tage skade af de høje temperaturer, så du risikerer at skulle skifte en sten fra tid til anden.
Hvis du vælger tegl eller beton, skal du lægge stenene i skift. Du kan overveje, om de skulle have lidt mørtel at hæfte med. Hvis du vil være sikker på, den kan holde til varmen, kan du investere i en pejsemørtel. Den tåler 1.000 grader celcius.
Endelig kan du købe dig et bålfad. Der findes et væld af mere eller mindre dekorative løsninger, som nemt og bekvemt lader dig starte en harmløs ildebrand i haven. Hvad bålfadene mangler i god, gammeldags hygge, har de i bekvemlighed. Du slipper for at skulle grave og mure, og så kan du flytte bålpladsen, når du skal slå græs eller lignende.
Uanset type af bålsted er det rart med lidt at sidde på, og træstammer på 40-50 centimeters højde med en diameter på 40-50 centimeter er et oplagt bud. Det kan nemt og bekvemt afskaffes på bålet, når de er ved at være udtjente.
Dagene, hvor bålmaden bestod af ubagte snobrød tilberedt på blød bambus, er i øvrigt overstået. Nu er det nemt, bekvemt og drønhyggeligt at tilberede alt - på nær salater - over bål. Der findes nemlig et væld af udstyr, som både kan tåle flammer og holde dig fra ilden.
Sikkerhed, når jeg laver bål i haven
Selvom der er et element af sandhed i "brændt barn skyr ilden", så bør du ikke lade det komme for vidt, det med ild og de poder. Børn lever og ånder for at udvise risikabel adfærd, som man siger på embedsmandsk. Derfor bør du tage nogle forholdsregler, så jeres aften ved bålet bliver et godt minde og ikke et rædsomt traume.
Det er en balancegang, når du skal finde et niveau, hvor børnene hygger sig, og du ikke sidder med en puls på 200. Aftal med dem, hvordan du vil have, de skal opføre sig. En god idé er at kræve rolige bevægelser omkring bålet. Ingen fægten med snobrødspinde, ingen slåen og sparken i bålet, ingen løben og springen for tæt på ilden og den slags regler, det kun er nødvendigt at have, når der er børn og fulde folk til stede.
Om du vil jage en skræk i livet af dem med billeder af brandsår og det, der er værre, må være op til dig, men det bør i hvert fald være en prioritet, at de forstår alvoren. En forbrændt barnehud er en synd og skam, og derfor bør du også overveje, hvad de små skal have på. Det er måske ikke så aktuelt her i øko-alderen, som det var i fattigfirserne, men børnene bør ikke have for syntetisk tøj på. Det brænder og smelter hurtigere, end du kan sige 'napalm'.
Og husk, at vi har siddet om bål med vores børn i årtusinder, så det kan sagtens lade sig gøre, uden I får ar på krop og sjæl.